Kangerlussuaq havn

I bunden af Kangerlussuaq fjord, 185 kilometer fra kysten, ligger Kangerlussuaq havn. Havnen er speciel ved at have en sejlrende ind til selve havnekajen, der jævnligt skal udgraves fordi smeltevandet fra indlandsisen fører store mængder sedimenter ud i fjorden.

Sejlrenden
Kommer man sejlende til havnen i et skib, der kan gå ind til havnekajen, skal man sejle efter to markeringer, ledefyre, der viser selve indsejlingen.

Det er dog ikke alle skibe, der kan gå til kaj. Sejlrenden er cirka 3 meter dyb, og ved laveste vande er der kun et par meter under kølen. De små bygdeskibe, som besejler lokale områder af kysten, kan gå til kaj, men kun ved højvande.
 
Krydstogtskibe
Havnen ser hvert år stadig flere krydstogtskibsanløb, og i sommersæsonen kommer der flere passagerskibe hver uge. Havnepersonalet kan bl.a. hyres til at sejle kufferter eller proviant frem og tilbage til skibene, som opankrer ude i bugten. Der er desuden toiletter i land, som passagerne kan bruge.
 
Faciliteter
Mindre både kan bruge havnens anløbsbro til afsætning og opsamling af gods og personer, men ved broen er der ikke mulighed for egentlig kajplads.
 
Ude i bugten ligger fire bøjer, som kun bruges ved olieskibets årlige anløb i Kangerlussuaq. På andre tidspunkter er der mulighed for større skibe til at anvende bøjerne. Det er dog vigtigt, at man kontakter havnemyndigheden og anmoder om tilladelse på forhånd. Se kontaktinformationerne nedenfor.
 
Havnens personale betjener to landgangsfartøjer, som hver kan tage enten to 20-fods containere eller en 40-fods container. Disse anvendes, når forsyningsskibene fra Royal Arctic Line i juni og september anløber havnen.
 
På kajen er der desuden en række faciliteter:
 
Salg af brændstof
Toiletter
Vand til privatforbrug
Telefon, hvor man kan ringe efter en taxa
 
Havnen serviceres af Grønlands Lufthavnsvæsen – GLV, og havnens personale lytter altid med på VHF kanal 13, som også er havnens arbejdskanal, men også VHF kanal 16 kan bruges.

Kangerlussuaq Havn
GLV - Kangerlussuaq

Tlf: (299) 84 13 00
VHF kanal: 13 eller 16