Greenland Venture

Greenland Venture A/S investerer risikovillig kapital i nystartede virksomheder, og fokuserer på områder, der kan skabe merværdi for Grønland som helhed. Firmaet kan desuden stille rådgivning omkring ledelse og økonomistyring til rådighed.

At det er et ventureselskab vil sige, at Greenland Venture A/S tilfører penge til firmaer, der menes at have et betydeligt vækstpotentiale, men som samtidig er underlagt den betydelige usikkerhed, som der er ved virksomhedsetableringer.

Støtten begrænser sig til A/S og ApS selskaber, og kan kun gives i forbindelse med andre kapitalindskud.

Som udgangspunkt støtter Greenland Venture A/S alle former for virksomheder, men investeringer foretages kun, hvis firmaet føler, at der er tillid til, at iværksætterens projekt er bæredygtigt.

Det forventes af virksomheden, der søger om penge, at man kan forelægge en forretningsplan med et idégrundlag, et udkast til ledelse, beskrivelser af produkt- og markedsforhold, udviklingsmuligheder samt budgetter.